Seniortur til Krumkagen
26. marts 2025 kl. 09:00
Kære senagers,
Jeg var ved Krumkagen i Gudenåen i går, og der var perfekte
forhold til at fiske efter de laks, der så småt er på vej op ad åen. Håber det
varer ved til onsdag d. 26. marts, hvor vi arrangerer fælles seniorfisketur dertil.
Der er i skrivende stund (11. marts) fanget omkring 30 laks i de tilstødende
foreningers fiskevande, men ingen på vores vand, endnu. Det skal vi ha’ gjort
noget ved.
Vi mødes ved vores shelter kl. 9 til morgenkaffe, som du
selv medbringer og med rundstykker, som jeg kommer med. Jeg bringer sikkert
også en af de skarpe til at modvirke forfrysninger. Efter morgenkaffen fisker
vi til omkring kl. 12:30, hvor der serveres pølser fra den grill, som Mikkel
Nûssler har foræret foreningen. Øl af forskellig alkoholstyrke samt sodavand
medbringer jeg også. Alt hvad I fortærer, koster en 10’er stykket via MobilePay
eller kontant.
Når du har meldt dig til, får du et par dage inden en
kørselsplan tilsendt, så vi ikke alle skal kører derop i hver sin bil. Og det
gør også det hele meget hyggeligere, når vi har nogen at snakke med på ud og
hjemturen. Kørslen afregner I med chaufføren.
Mange knæk & brækker
Mogens
Dette arrangementer kræver tilmelding
Tilbage til arrangementer
Klubaftener
Klubaftner/Fluebinding hver tirsdag på Gasværket, vi starter op i oktober og kører hele vinterhalvåret frem til sidste tirsdag i april. Vores klubaftener er din mulighed for at mødes med andre medlemmer af AROS, til en hyggelig lystfiskersnak eller deltage i nogle af de forskellige aktiviteter der afholdes på disse klubaftener.
Typiske aktiviteter er:
- Fluebinding
- Foredrag
- Kasteinstruktion
Bemærk, at der er visse tirsdage, hvor der ikke er klubaften - bl.a. fordi vi ikke råder over lokalet alle tirsdage. Det er derfor en god ide altid at holde sig opdateret via oversigten.
Klubaftener foregår på Gasværket, Byleddet 2, 8220 Brabrand